mandag den 15. december 2014

Gode idéer til SRP?!

Nu er der ikke så lang tid igen. På torsdag er 3.G'erne færdige med deres lange opgave, og de vender stærkt tilbage til skolen på fredag til julevolley. Men først vil vi her på Blogklatten gerne lige hylde nogle gode/kreative/smarte/anderledes idéer, som du som 3.G'er er kommet op med, her under SRP-perioden :)
Et eksempel, er således det smarte SRP-lys som Klara og Emilie fra 3.D er kommet op med.
Se lige hvor fint det brænder.
Har du også lavet et SRP-lys eller noget andet smart her under SRP, så vil vi meget gerne se/høre om det, og give idéen videre!
Fortsat god SRP til 3.G'erne, og rigtig god dag til jer som sidder i skole lige nu. :)

fredag den 12. december 2014

Oprydning efter festen!



Godaften venner :-) 

Jeg faldt over en artikel i et magasin for nogle uger siden, der havde nogle ideer til, hvordan oprydningen efter en fest kan gøres nemmere. For det er ikke oprydningen, de fleste vil gå i gang med, dagen efter festen med tilhørende tømmermænd. I kender sikkert en del af foreslagene i forvejen, men så kan I læse dem igen :-) 

Opvasken: 
Det er aldrig sjovt, at stå med opvasken dagen efter en fest. Men det kan godt undgås! Man kan investere i pap- eller plastikservice, så skal det bare i skraldespanden efter brug. Det er super nemt, og man slipper for flere timers arbejde ved vasken.

Hovedrengøring:
Hvis man får gæster, vil man helst have huset/værelset ser nogenlunde præsentabel ud. Det er dog spildt arbejde, hvis man begynder på hovedrengøringen, når der alligevel skal gøres rent dagen efter igen. Gør derfor kun rent på overfalden! Vent med hovedrengøringen til dagen efter. Før gæsterne kommer ryddes tøjet bare til side (gem det under sengen, i skabet, vaskekurven...), og man kan lige støvsuge det værste.

Skraldet:
Er det en større fest, som der skal holdes, kan man eventuelt stille skraldespande eller sække frem til affald. Det er lettere, end hvis man skal proppe skraldespanden ude i køkkenet. Sækkene kan eventuelt deles op i skrald og pant, så tjener man også lidt på de andre gæsters drikkevarer ;-)

Rygning: 
De fleste af os kender mindst én festryger, så der bliver selvfølgelig røget til festen/opvarmningen! For at slippe for skodder i baghaven, der skal fjernes næste dag, kan det være en idé, at sætte askebægere udenfor. Man slipper for skodder i græsset, da de alle er samlet i sted! 

Kollektiv hjælp: 
Ryd op i samlet flok hen af vejen. Spiser I sammen, så ryd bordet af for service inden I for eksempel går i byen. Smid de tomme dåser og skrald ud. Så bliver det mere overskueligt næste morgen, for der er mindre, som skal ryddes op!

Vi håber I kan bruge nogle af de små tips!
Rigtig god weekend :-) 

søndag den 7. december 2014

Nissepigerne fra 2.d

Hej venner!

Kassia Wandel, Birgitte Asmussen, Stine Schiøler og Anna Holm – 2.d 
Måske har i allerede støttet projektet eller også kan i begynde på det nu. Næsten hver fredag sidder fire piger fra 2.d og sælger hjemmebag for kun 5 kr. I fredags solgte de jordbærsnitter, og salget gik rigtig godt.
Ideen om at sælge hjemmebag til hele gymnasiet kom fra Stine Schiøler. Det skulle være med til, at sprede julestemning blandt de studerende. Pigerne skiftes til at bage kage hver gang, da det ville blive for besværligt, hvis de alle fire skulle bage kagerne sammen. Første gang stod Anna Holm for hjemmebagt honningkage, mens Kassia Wandel bagte jordbærsnitter i fredags. Overskuddet går til velgørenhed, men pigerne er ikke sikre på, hvad de vil støtte endnu.  
Pigerne er i tvivl om, hvilken kage de skal sælge næste fredag. Men Birgitte Asmussen har en ide om, at det måske bliver en brownie. Så venner, støt vores kage organisation! Det går til en god sag.

Hold øje på lectio! Pigerne skriver en besked til alle på HG, hvornår det næste salg finder sted, samt hvilken kage de sælger. I kan støtte pigerne yderligere ved at følge dem på henholdsvis Instagram og Facebook. 
Instagram: fredagskage
Facebook: MSG Fredags-kage Organisation 


fredag den 5. december 2014

SRP!

Kære venner.
Så er det igen den tid på året, hvor julelysene brænder, mørket falder tidligt og går sent, og 3.G'erne skriver deres SRP. Til dette tænkte vi at vi ville sørge for nogle gode råd fra tidligere 3.G'ere, og dem har vi fået. Ud over det, så havde vi en sød tidligere 3.G'er som rigtig gerne ville give os SRP-bogen, til dette indlæg, så den er også vedhæftet, og klar til fri afbenyttelse!
Vi har følgende liste over gode råd, måske er der nogle du allerede har fået, og måske kommer nogle bag på dig (nummer 8 kom i hvert fald bag på os):

1. Start i god tid

- 14 dage er lang tid til at skrive 20 sider, men tiden går stærkt og man finder hurtigt ud af, at man måske skulle have droppet at se de sidste sæsoner af yndlingsserien på Netflix eller spille Candy Crush… Start i stedet i god tid, og lav fx. en aftale med dig selv om at skrive x antal sider om dagen. Når de sider er skrevet, må man holde en velfortjent pause resten af dagen.

2. Strukturér dit arbejde

- Dette hænger lidt sammen med første punkt. Det er en god idé at strukturere sit arbejde og eventuelt lave en liste, hvor der krydses af, når arbejdet er færdigt. En "to do"-liste for hver dag er også en god idé, samt at have styr på tiden og mængden af sider. Det er aldrig sjovt at lave en all-nighter dagen inden aflevering!

3. Hav styr på kilder, fodnoter og litteraturliste 

- Man kan sagtens bestå, selvom man ikke har lavet fodnoter, men gør det nu alligevel! Det er super vigtigt og hjælper også dig selv med at finde rundt i 20 siders virvar af ord. Lav fodnoterne undervejs i dit arbejde (HVER gang du bruger en kilde), ellers ender du med at bruge de sidste timer før afleveringsfrist på at lave dem - og dét tager tid og kræfter.

4. Brug dine vejledere 

- De er der for en grund. De må ikke læse dit produkt, men kan give feedback på idéer og spørgsmål og det er rart, når man når midtvejskrisen i 2. uge. Hellere dumme spørgsmål end ingen spørgsmål - det kan i sidste ende hjælpe dig med at gå en karakter op.

5. Gem dit arbejde - konstant!

- Det virker basalt, men hvis uheldet sker og din computer går ned, er det måske flere dages arbejde, der går spildt. Gem dit arbejde på en ekstern harddisk eller et USB-drev hver dag, så arbejdet er sikret og du ikke skal skrive SRP'en om to dage før fristen.

6. Brug dine venner eller forældre som sparringspartnere

- Når man sidder og skriver på den samme opgave to uger i streg, er det svært at være konstruktivt kritisk over for sit eget arbejde. Derfor er det en god idé at alliere sig med sine forældre eller venner (helst 1.- eller 2.g'ere, da de jo ikke skriver SRP)

7. Læs korrektur

- Hellere læse opgaven igennem for mange gange, end for få. Dette sikrer, at de fejl, som naturligt kommer af at skrive til langt ud på natten, bliver rettet og hjælper i sidste ende med at give et bedre slutprodukt, og gøre censor glad. 

8. Vær social

- Det er vigtigt også at komme ud og være social under skriveprocessen, så det skal der også sættes tid af til. Når man sidder fast og ikke synes at kunne skrive mere, så tag ud og drik en øl eller en kop kaffe med vennerne og få luftet tankerne. Det kan hurtigt blive en dræber, når det eneste man tænker på 24/7 er opgaveskrivning.


Kære alle, i må have en rigtig god skrivelyst! Vi ses på den anden side :)